Din genvej til god information

A-kasse for dig der pendler

Opdateret d. 26. oktober 2011

A-kasse reglerne i Øresundsregionen er ikke integrerede. Derfor gælder særlige regler for dig som pendler mellem Danmark og Sverige. Hovedreglen er, at du skal være arbejdsløshedsforsikret i det land hvor du arbejder. Vær opmærksom på, at dette kan ændre sig hvis du begynder at arbejde i to lande samtidigt.

Hvis du arbejder i Danmark

Når du bor i Sverige men arbejder i Danmark skal du – hvis du ønsker arbejdsløshedsforsikring - være medlem af en dansk a-kasse. Hvis du tidligere har været medlem af en svensk a-kasse er det vigtigt, at du ikke opsiger dit  medlemskab af den svenske a-kasse, før du har skiftet til en dansk a-kasse. Du bør søge medlemskab i en dansk a-kasse allerede den første dag, du arbejder i Danmark. Ellers risikerer du et ophold i din arbejdsløshedsforsikring som kan gøre dig ringere stillet. 

Du kan få ydelser fra den danske a-kasse ved deltids- eller midlertidig arbejdsløshed – spørg din a-kasse til råds. Hvis du bliver heltidsarbejdsløs overgår du dog til det svenske system for arbejdsløshedsforsikring igen.   
       .
Det er frivilligt, om du vil være medlem af en a-kasse, og dermed få ret til arbejdsløshedsunderstøttelse, hvis du bliver arbejdsløs. Du behøver ikke være medlem af en fagforening for at være medlem af en a-kasse.

Hvis du arbejder i Sverige

Hvis du begynder at pendle fra din bolig i Danmark til et arbejde i Sverige skal du være medlem af en svensk a-kasse. Lad være med at opsige medlemskabet i din danske a-kasse, før du er optaget i en svensk. Du kan få ydelser fra den svenske a-kasse ved deltids- eller midlertidig arbejdsløshed – spørg din a-kasse. Hvis du bliver heltidsarbejdsløs overgår du dog til det danske system for arbejdsløshedsforsikring igen.

Ligesom i Danmark er det i Sverige frivilligt, om du vil være medlem af en a-kasse, og dermed få ret til indkomstrelateret arbejdsløshedsunderstøttelse, hvis du bliver arbejdsløs. Du behøver ikke være medlem af en fagforening for at være medlem af en a-kasse.

Arbejde i to lande

Hvis du arbejder i to lande samtidigt skal du som hovedregel være arbejdsløshedsforsikret i dit bopælsland. Du kan dog søge om dispensation fra denne regel hvis du fortsat ønsker at være socialt sikret i dit arbejdsland. Følg linket til højre til vores artikel om at arbejde i to lande.

Arbejdsløs

Hvis du bliver fuldt arbejdsløs, skal du allerede den første arbejdsløse dag meddele dette til arbejdsformidlingen i bopælslandet. Du skal samtidigt søge om optagelse i en a-kasse i dit bopælsland. Du skal bruge en attest til din nye a-kasse, som viser hvor meget du har arbejdet i det andet land. Det hedder U1/E301, og du får det af a-kassen i arbejdslandet. Herefter kan du søge om dagpenge i bopælslandet.

Hvis du har arbejdet i Danmark uden at være medlem af en dansk a-kasse, kan du ved heltidsarbejdsløshed kun få Grundforsikringen fra den svenske a-kasse, og dette forudsætter at du opfylder de svenske kvalifikationskrav.

For udsendt personale gælder særlige regler. Kontakt din a-kasse for mere information.

Indkomstforsikring

I både Sverige og Danmark kan man tegne en frivillig indkomstforsikring, dvs. en forsikring der udbetaler forskellen mellem det højeste a-kasseniveau og en vis procentsats (tit 80%) af din tidligere løn, hvis du bliver arbejdsløs. Hvis du bor i et land og arbejder i et andet, bør du beholde din indkomstforsikring i dit bopælsland. Flytter du fra et land til et andet så tænk på at du skal tegne en ny indkomstforsikring i dit nye bopælsland for at være forsikret.

Ordbog

Dansk-Svensk
arbejde = arbete
ydelse = ersättning