Din genvej til god information

Opsigelse og fratrædelse

Opdateret d. 17. marts 2011

Ligesom i Danmark er både du som lønmodtager og din arbejdsgiver underlagt en række regler i forbindelse med opsigelse eller fratrædelse. En lønmodtager, som selv opsiger sin stilling, har normalt en opsigelsesfrist på en måned. 

Lov om ansættelsesbeskyttelse

I Sverige er der fastsat regler for, hvilke rettigheder en arbejdsgiver har i forhold til at afskedige en ansat. Reglerne er fastsat ved lov i ”Lagen om anställningsskydd” (LAS), som minder om den danske funktionærlov.

Reglerne om opsigelse er altså ikke overenskomstmæssige. En opsigelse skal altid være skriftlig, og den skal være sagligt begrundet. Hvis lønmodtageren beder om det, skal arbejdsgiveren angive årsagen til opsigelsen.

Opsigelsesperioden

Opsigelsesperioden varighed afhænger af, hvor lang tid lønmodtageren har været ansat. Har han/hun været ansat i to år, har han/hun en opsigelsesfrist på to måneder. For hver toårs periode lægges yderligere en måned til.

I opsigelsesperioden skal lønmodtageren arbejde som sædvanligt og have sin normale løn udbetalt. Selv om arbejdsgiveren ikke kan tilbyde noget arbejde, skal vedkommende betale fuld løn i opsigelsesperioden.

Midlertidig opsigelse

Visse lønmodtagere kan i Sverige blive "permitteret". Dette indebærer, at ansættelsen blot ophører midlertidigt. En lønmodtager, som bliver "permitteret", har ret til samme løn og samme rettigheder, som hvis han/hun havde fortsat sit arbejde.

Særlige opsigelsesforhold

Ved opsigelse på grund af mangel på arbejde kan arbejdsgiveren anvende en såkaldt "tur-ordning". Tur-ordningen indebærer, at arbejdsgiveren afskediger de ansatte efter deres anciennitet i virksomheden.

Prøveansatte

For lønmodtagere ansat på prøve gælder særlige regler. Hvis arbejdsgiveren vil afslutte en prøveansættelse, skal arbejdsgiveren underrette lønmodtageren mindst to uger i forvejen.

Forsømmelse af arbejdspligter

En lønmodtager, som særligt groft har forsømt sine arbejdspligter, kan afskediges uden opsigelsestid. Varslet skal dog indgives mindst en uge i forvejen.

Klage over en opsigelse

Hvis du mener, at du er blevet uretmæssigt opsagt, kan du klage over opsigelsen. I så fald skal du kontakte din fagforening.