Opdateret d. 23. april 2010
At arbejdspendle mellem Sverige og Danmark er efterhånden helt almindeligt og de fleste kender en eller anden der tager med toget til København hver morgen. Men hvad med den anden vej? Hvordan oplever en dansker arbejdsmarkedet i Sverige? Er det meget anderledes? En dansker i Sverige fortæller.
Kasper Arentoft har arbejdet i Sverige i omtrent 9 måneder. I denne omgang. Men han har været i kontakt med det svenske tidligere. Både i sit forrige arbejde i Foreningen Norden og Nordisk Ministerråd, men også som en af dem der i sin tid startede den dansk-svenske konsulentvirksomhed YalaYala, som arbejdede med virksomhedsudvikling i Øresundsregionen. I dag arbejder han som konsulent og associeret parter i konsulentbureauet Plan B og tager fra København til Malmö tre dage om ugen.
Sproglig mental barriere
Da Kasper har sit eget firma i Danmark, så har han ikke oplevet den praktiske del af at bo i et land og arbejde i et andet. Han betaler skat i Danmark og er social sikret her. Men han har dog skabt sig en hel del andre erfaringer af en hyppig kontakt til svenske arbejdspladser. I sit arbejde med både svenske og danske virksomheder lærer Kasper sig hver dag mere og mere om lighederne men også de forskelle som der trods alt findes mellem de to store byer på hver sin side af sundet.
- Noget af det første der gik op for mig, var at vi har en indbyrdes sproglig mental barriere for at forstå hinanden. Når jeg er ude og besøger en svensk kunde så duer det ikke at jeg bare taler dansk, jeg er altid nød til at tilpasse mit sprog. Det overrasker mig lidt, da jeg faktisk troede at vi i dag var kommet lidt længere i forhold til den sproglige barriere, både i Sverige og i Danmark. Men måske er sproget også en måde at manifestere vores grænser lidt, fordi vi jo ligner hinanden så meget på andre måder, tænker Kasper.
Et Sverige med stor autoritetstro
At tale om dansk og svensk og hierarki på arbejdspladserne er en interessant diskussion. Flere gange bliver den danske hierarkiske struktur sat op mod den mere flade og konsensus prægede svenske organisation. Men, hvordan hænger det enlig sammen? Kasper taler hellere om de danske flydende grænser i kontrast til den svenske autoritetstro:
- Det kan godt være at man i Danmark tit har en mere udtalt hierarkisk struktur på arbejdspladserne. Der er for eksempel et væld af arbejdstitler indenfor en arbejdsplads. Men til syvende og sidst så er, i bund og grund, strukturen i en dansk virksomhed meget mere flad end i en tilsvarende svensk. En chef i Sverige er virkelig en chef og autoriteter stilles der ikke spørgsmålstegn ved på samme måde som i Danmark.
Feminist javisst!
En tredje ting som Kasper gerne taler om er feminisme. Da han blev spurgt for første gang i Sverige om han var feminist, kom det lidt bag på ham.
- En feminist i Danmark er jo en sådan der som står på barrikaderne med den lilla ble på hovedet, siger han og beskriver billedet af 70:ernes feministbevægelse, en lukket institution hvor mænd ikke var velkomne.
- Men nu har jeg jo forstået at det har en helt anden mening i Sverige i dag. Det er moderne at give sig selv titlen feminist, også som mand. I det hele taget er der mere fokus på ligestilling og ligeløn i Sverige.
Kasper tror at både de svenske og danske arbejdspladser kan lære meget af hinanden. Hvis vi bare kan bortse fra vores fælles fordomme om nabolandet. Storebror-lillebror komplekset hænger stadigvæk i, også nu, 10 år efter integrationens bro byggedes over Øresund, og det især i Danmark.
Lad forskellene være
- Det er samtidigt fedt at vi ikke kigger på Øresundsregionen som en stor masse, men at vi lærer af hinanden, overraskes ind i mellem og udfordres af hinanden. Hvis man fjerner noget af den der mystik og spænding mellem to lande så begynder det jo at blive kedeligt. Vi behøver friktionen for at skabe den der dynamik der gør Øresundsregionen så unik.
Til den der funderer på at bevæge sig over sundet for at arbejde har Kasper et par gode råd:
- Først og fremmest: Gør det! At arbejde i et andet land er en lærerig og sjov erfaring. Desuden er det ganske nemt som dansker at komme ind på en svensk arbejdsplads. Det findes utroligt meget velvilje og generelt en positiv attitude i Sverige når det kommer til danskere. Det er en åbenhed som danskerne kan lære af. Tænk også på at tilpasse dit sprog, men forandre ikke din adfærd. Iagttag forskellene mellem landene og brug dem til noget positivt.