Din genvej til god information

Hvad er social sikring?

Opdateret d. 9. november 2011

At være socialt sikret i et land indebærer, at det er dér, du kan have ret til sociale sikringsydelser. Som hovedregel er du socialt sikret i det land, hvor du arbejder.

Film om social sikring når du arbejder i flere lande

De danske sociale sikringsydelser , inkluderer blandt andet:
• dansk sygesikring
• syge- og barselpenge
• arbejdsløshedsforsikring
• arbejdsskadeforsikring
• folkepension og førtidspension
• ATP
• efterløn
• børne- og ungeydelse, samt børnetilskud

Når du bor og arbejder i Danmark, er du automatisk socialt sikret i Danmark. Men hvis du vælger at bosætte dig eller arbejde i Sverige, kan det påvirke din sociale sikring.

Social sikring, hvis du flytter til Sverige

Hvis du flytter til Sverige, afhænger din sociale sikring af, hvorvidt du begynder at arbejde i Sverige eller beholder dit danske arbejde. Den sociale sikring følger nemlig som udgangspunkt arbejdslandet. Så hvis du begynder at arbejde udelukkende i Sverige, bliver du socialt sikret i Sverige. Hvis du bibeholder dit arbejde i Danmark, bliver du fortsat social sikret i Danmark. Vær opmærksom på, at selvom du fortsætter med at være socialt sikret i Danmark er dine eventuelle børn ikke socialt sikret i Danmark, men i bopælslandet Sverige.

Hvis du arbejder i både Danmark og Sverige, bliver det lidt mere kompliceret at afgøre, hvor du er socialt sikret. Følg linket til højre her på siden for at læse mere om social sikring i to lande.

Social sikring, hvis du begynder at arbejde i Sverige

Hvis du begynder at arbejde i Sverige, skal du formentlig være socialt sikret i Sverige. Du kan dog i visse tilfælde søge om at beholde din sociale sikring i Danmark. Det kan lade sig gøre, hvis du for eksempel er udsendt til Sverige af din arbejdsgiver, eller hvis du samtidig arbejder i Danmark og Sverige. Følg linket til højre her på siden for at læse mere om social sikring i to lande.

Hvis du skal være socialt sikret i Sverige skal du melde dig til hos Försäkringskassan, den statslige myndighed der administrerer social sikring og udbetaling af ydelser i Sverige. Du tilmelder dig med blanketten "Uppgifter för registrering", som du finder på Försäkringskassans hjemmeside eller via linket her til højre. Du skal bruge et svensk personnummer eller "samordningsnummer".

Undersøg, hvor du er socialt sikret

Det kan have stor betydning for din privatøkonomi, i hvilket land du er socialt sikret, så det er vigtigt at undersøge, hvilke regler der gælder. I Sverige er det en central myndighed, der hedder Försäkringskassan, der administrerer den sociale sikring og udbetaler de ydelser, som i Danmark som regel ville blive udbetalt af kommunen.

I Danmark har Pensionsstyrelsen det øverste ansvar for at træffe afgørelser om social sikring, når det handler om udsendelse til Sverige eller arbejde i Danmark og Sverige, når du bor i Danmark. Det kræver, at du sender en ansøgning til Pensionsstyrelsen. Det kan du gøre ved at hente et spørgeskema til brug for afgørelse om social sikring på www.penst.dk.

Hvis du udelukkende arbejder i Danmark, men bor i Sverige, skal du kontakte andre danske myndigheder, alt efter hvilke sociale ydelser, det drejer sig om:

Du kan få vejledning om
• sygesikring – hos kommunen
• familieydelser – hos kommunen
• syge- og barseldagpenge – hos kommunen
• social pension - hos kommunen
• ATP – hos ATP
• arbejdsskadesikring - hos Arbejdsskadestyrelsen og
• arbejdsløshedsforsikring - hos arbejdsløshedskassen

Er du i tvivl om, hvilket land der skal stå for din sociale sikring, bør du kontakte relevant myndighed i bopælslandet, dvs. Pensionsstyrelsen hvis du bor i Danmark, og Försäkringskassan hvis du bor i Sverige.